FC København er nu oppe på tre måneder uden en sejr hjemme i Parken.

Søndag blev det til skuffende 0-0'er hjemme mod Viborg. Og pinslen for hjemmepublikummet fortsatte efter kampen, hvor nogle spillere skyndte sig ned i omklædningsrummet i stedet for at takke de frysende tilskuere for opbakningen.

I B.T.s fodboldpodcast , B.T. Fodbold, bider man især mærke i den norske stjerne Mohamed Elyounoussis opførsel under og efter kampen.

»Vi har læst, at Mohamed Elyounoussi i løbet af kampen med hænderne signalerer 'ro på' til FCK-fansene, der buher. Det er ikke der, hans fokus skal være!« 

»Og efter kampen stormer han direkte i omklædningsrummet. Ingen anerkendelse af fansene. Det er eddermaneme for slapt,« siger B.T.-journalist Johnny Wojciech Kokborg.

B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, følger op.

 »Han er FCK's bedst betalte spiller. Og da han forlængede med FCK forleden, lagde han vægt på, hvor meget han elsker klubben - og at han vil gå forrest.« 

»Men det er let nok at have overskud og elske klubben, når man vinder the double. Det er dog når, modgangen rammer, at man for alvor viser, hvem man er. Og man bliver nødt til at stille spørgsmål ved hans engagement, når han stikker hovedet i sandet efter en skuffelse,« lyder det fra sportsredaktøren.

B.T. Fodbold

I dag dykker panelet ned i FC Københavns krise - og stiller spørgsmålet, om tiden ikke er inde til et trænerskifte. Resten af runden tages også under kærlig behandling. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Wojciech Kokborg Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen