NENT Group og DR har fordelt sommerens 51 kampe under EM i fodbold.

To af Danmarks kampe vises på DR, mens en bliver vist på TV3.

Det meddeler NENT Group i en pressemeddelelse.

DR viser 22 af kampene, mens TV3 viser 29 af kampene. Alle 51 kampe vises på Viaplay.

(ARKIV) Danmark efter EM kvalifikationskampen på Aviva Stadium i Dublin mandag den 18 november 2019. Danmarks EM-kamp mod Rusland skal spilles i København, har Uefa afgjort ved en lodtrækning. Dermed spiller Danmark alle sine tre gruppekampe i Parken. Det skriver Ritzau, fredag den 22. november 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Danmark efter EM kvalifikationskampen på Aviva Stadium i Dublin mandag den 18 november 2019. Danmarks EM-kamp mod Rusland skal spilles i København, har Uefa afgjort ved en lodtrækning. Dermed spiller Danmark alle sine tre gruppekampe i Parken. Det skriver Ritzau, fredag den 22. november 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

DR viser Danmarks kampe den 13. juni mod Finland og den 22. juni mod Rusland.

TV3 viser Danmarks kamp mod Belgien den 18. juni.

Hos NENT Group er man lykkelig over aftalen, siger NENT Groups sportschef Kim Mikkelsen:

»Det bliver en kæmpe europæisk fest, og en af de største festscener bliver i København, hvor Danmark spiller tre gruppekampe i Parken. Vi dækker topfodbold fra de bedste ligaer uge efter uge, og vi glæder os ekstremt meget til, at vores dygtige værter og eksperter nu også bliver afsendere på dækningen af en EM-slutrunde.«

»Vi går ydmygt til opgaven, men stræber efter at give danskerne den bedste EM-dækning i historien,« siger Kim Mikkelsen.

Mediedirektør i DR Henriette Marienlund er også fint tilfreds på trods af, at mange danskere ikke får adgang til Danmarks kamp mod Belgien:

»Jeg er kisteglad for, at DR kan vise alle de danske kampe på nær én samt nogle af de vigtigste nøglekampe. Vi ved, at der ikke er noget, der som sport kan samle befolkningen og fortælle os, at vi er danske. Derfor er det vigtigt for DR at være med i de store sportsbegivenheder og bringe dem ud til alle danskere.«

DR viser en af semifinalerne samt den store finale. Men NENT Group får altså 29 af kampene eksklusivt.