Brøndby vandt torsdag aften en sikker 1-0-sejr over AaB i pokalsemifinalen på Brøndby Stadion. Og det var der en klar årsag til - spillerne var klar til at dø med trøjen på.

Efter kampen var det en stolt Martin Retov, der stillede op til interview om den kamp, der udefra lignede Brøndbys bedste, siden Retov har taget over efter Zorniger.

Var det den bedste kamp under din tid som cheftræner?

»Hvis det ikke var, så var det i hvert fald tæt på. Og det er dét, der gør mig stolt. At vi på nuværende tidspunkt - og med Horsenskampen i betragtning - leverer resultater, når vi har brug for det. Det fortæller, at vi har karakter i truppen. Spillere, som vil dø med trøjen på - og det gør mig glad,« sagde Martin Retov.

Anført af Kamil Wilczek havde Brøndby et helt andet udtryk, end det man så i Zornigers sidste kamp i front. Spillet var mere flydende, aggressivt og ikke mindst bredt. Og så så forsvaret mere stabilt ud - omend det var på en billig baggrund.

For sidst AaB gæstede Brøndby tilbage i marts, var det en kaotisk affære, der endte 3-3. Derfor havde Retov også rystet posen for at finde et par taktiske ændringer, der tydeligt viste sig i spillernes positioneringer på banen. AaB kom heller ikke til noget der mindede om samme mængde chancer som sidst.

»Vi manglede komptakthed sidst. Den havde vi snakket om inden, og den synes jeg var der. For vi kan ikke bare angribe højt hele tiden - og slet ikke, hvis forsvaret ikke følger med op. Så efterlader det huller. I dag trak vi os i lidt flere situationer, og det var af taktiske årsager,« lød det.

Samme følelse stod Jens Martin Gammelby, der så småt er begyndt at finde det spil, der sendte ham fra Silkeborg til Brøndby, med.

»Vi har god kontrol og styr på det. De har nogle rigtigt gode individualister, som er svære at lukke ned for over 90 minutter. Så selvfølgelig kommer de til lidt, men vi har også nogle rigtigt store chancer, vi skal sparke ind,« sagde Jens Martin Gammelby.

Han glædede sig over, at han for andet år i træk kan sætte kryds i kalenderen, når Pokalfinalen skal spilles. Sidste år var det mod Brøndby - og i år bliver det med Brøndby.

»Det (Pokalfinalen, red.) betyder alt, nu der kun er tredjepladsen tilbage. Selvfølgelig går vi også efter den, men Pokalfinalen er den eneste pokal, vi kan vinde i år. Vores mål er klart begge dele - så det er ikke fordi, vi ikke prioriterer Superligaen,« forklarede han.

Brøndby skal i finalen spille mod FC Midtjylland, der onsdag slog OB. Og det er en modstander, Martin Retov har en god statistik mod, når han møder dem i Parken. Som spiller vandt han både Pokalfinalen mod netop FC Midtjylland i 2003 og 2005. Opskriften i år er også klar.

»Vi skal være dygtige på bolden, og så skal vi være gode til at holde dem væk fra dødbolde. Så ikke noget med at give dumme frispark væk omkring feltet,« lød analysen.