Christian Eriksen kom på tavlen, da Tottenham fik 2-2 ude mod Arsenal i det store 'North London Derby'.

Det var den danske midtbanestjernes ligamål nummer 50 for Tottenham.

Eriksens mål var til 1-0 i første halvleg, hvor han sparkede en løs bold i mål efter et skarpt Tottenham-kontraangreb.

Spurs kom også foran 2-0 efter et straffesparksmål af Harry Kane, men Arsenal kom tilbage i kampen og fik reddet det ene point hjem. Alexandre Lacazette og Pierre-Emerick Aubameyang scorede for hjemmeholdet.

Christian Eriksen var med fra start i dagens store Premier League-kamp mod Tottenhams rivaler.

Det kan meget vel være et kraftigt signal om, at han bliver i Tottenham sæsonen ud, og at det imødesete kæmpeskifte er sat på standby.

»Det gode vil være, hvis der ikke sker noget lørdag. For søndag spiller vi, og der sker ikke noget mandag. Det er der ikke tid til. Så lørdag ved vi, om Christian bliver eller ej,« lød ordene fra Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, inden dagens kamp.

Der er dog endnu ikke kommet en officiel udmelding fra hverken Tottenham eller Eriksen omkring, hvad fremtiden bringer.

På mandag ved midnatstid lukker transfervinduet i de største ligaer.

Eriksen har et år tilbage af sin kontrakt med Tottenham, som har tilbudt ham en kontraktforlængelse.

Den 27-årige dansker har dog ikke ønsket at forlænge med klubben, hvor han har spillet siden sommeren 2013.

Real Madrid, Juventus, FC Barcelona, Paris Saint-Germain og Atlético Madrid er nogle af de storklubber, som på rygtebørsen er blevet kædet sammen med den danske landsholdsstjerne.