Der var et overraskende syn foran landsholdets træningsbane fredag.

Tre danske landsholdsfans havde taget opstilling for at få et glimt af stjerner som Christian Eriksen og Simon Kjær, men det var ikke Lars, Mathilde og Simone fra Kolding, der stod og ventede.

Det var langt mere eksotiske fans, der kunne fortælle lidt af en historie, da B.T. mødte dem.

Belinda, Anson og Shirley er således rejst tværs over kloden fra den kinesiske by Guangzhou nær Hongkong - godt 12.500 kilometer - og hele vejen til lille Freudenstadt for at vise støtte til et dansk landshold, de har meget kært.

Jakob Kløcker

»Jeg så VM i 1998, da det danske landshold nåede kvartfinalen. Det husker jeg tydeligt og det var første gang, jeg så holdet. De havde nogle store spillere i Laudrup-brødrene, som jeg er vild med, og nu er jeg stor fan af Christian Eriksen og Thomas Delaney,« fortæller Anson, der beretter, at vennerne kun er taget til Europa for at følge det danske landshold.

Og dét er noget, de inkarnerede fans har prøvet før.

I 2018 tog trioen turen til Rusland, hvor Åge Hareides tropper nåede til ottendedelsfinalen - og her fik Shirley lejlighed til en kort snak med én af sine helte.

»Jeg elsker Jon Dahl Tomasson og har gjort det, siden jeg så ham ved VM i 2002. Jeg fortalte ham i Rusland for seks år siden, at han er årsagen til, at jeg elsker fodbold og Danmark,« lyder det med et stort smil om den tidligere landsholdsangriber, som i 2018 var assistenttræner.

Kim Jae-Hwan/AFP/Ritzau Scanpix

Shirley og Belinda er et venindepar, der er vilde med landsholdsanfører Simon Kjær. 

I Freudenstadt står de begge med landsholdstrøjer med Kjær på ryggen, ligesom de kan vise trøjer frem fra anførerens tid i AC Milan og endda fra hans første udenlandsophold i italienske Palermo.

»Kjær er vores yndlingsspiller nu. Vi er vilde med ham. Hans defensive evner er fantastiske, og jeg ser meget Serie A, så jeg har set ham siden 2009, hvor han spillede i Palermo. Det er grunden til, at jeg elsker ham,« siger Belinda, mens Anson er størst fan af Andreas Skov Olsen, der er bag på hans trøje.

Trioen ankom torsdag aften til Freudenstadt med håbet om at møde deres idoler, men umiddelbart lignede det ikke, at de tre kinesiske landsholdsfans havde heldet med sig, da bussen forlod træningsanlægget.

Det ændrer sig måske i løbet af weekenden, der tilbringes i Stuttgart, hvor de har billetter til det danske landsholds EM-premiere mod Slovenien.