Efter den store kontrovers med forbuddet mod at bruge regnbueanførerbind ved VM i Qatar har Fifa bøjet sig for presset.
Det vil i hvert fald være muligt for deltagerne ved kvindernes VM i Australien, herunder Danmark, at bære et officielt Fifa-anførerarmbind med regnbueflag til støtte for kampen om øget mangfoldighed.
Det fortæller fodboldforbundet i dag i en pressemeddelelse, hvor de også præsenterer en række andre anførerbind med særlige budskaber, som holdene kan vælge at bære under det kommende VM.
Det danske kvindelandshold har i en længere periode benyttet et regnbuefarvet anførerbind, og har udtrykt en ambition om at ville spille med et regnbuestribet anførerbind under slutrunden, såfremt Fifa, som DBU har presset til at finde en løsning, ville tillade det.
Ved mændenes VM i Qatar sidste år ville flere hold, herunder både Tyskland og Danmark, bære et anførerbind med teksten 'One Love' for at vise støtte til mangfoldighed.
Dette blev afvist af Fifa, som truede med at give et gult kort til anførere, der bar armbindet. Hele sagen skabte stort postyr - også i danske VM-lejr, hvor denne problemstilling fyldte meget under den for Danmarks vedkommende sportsligt skuffende slutrunde.
Regnbuefarverne er et symbol på LGBT+-personer og bæres ofte som støtte til dem.
Foruden regnbueanførerbindet med teksten 'vi står sammen for mangfoldighed' kan landsholdene vælge at bruge syv andre officielle budskabsanførerbind fra Fifa - og kun dem!
Der er tale om budskaber som eksempelvis 'vi står sammen for fred', 'vi står sammen for uddannelse til alle' og 'vi står sammen mod hungersnød'.
VM afvikles i Australien og New Zealand og begynder i midten af juli. Danmark, som netop har udtaget de 23 kvinder, der skal med i truppen, er havnet i samme gruppe som Kina, Haiti og England.
B.T. har været i kontakt med DBU, som ikke vil udtale sig om Fifas tiltag i dag.