Der må fremover kun være 500 personer til stede til sportsarrangementer. Særordning for Superligaen droppes.

De danske fodboldklubber i Superligaen må igen kun lukke 500 personer ind til deres kampe.

Det fremgår fredag på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside, hvor en række nye restriktioner er listet op.

Stramningen skyldes en generel stigning i antallet af coronasmittede i Danmark de seneste dage.

I slutningen af juni fik klubberne ellers lov til at åbne op for mere end 500 personer med sektionsopdelinger af deres stadioner i en særordning, der kun gjaldt for Superligaen.

Det betød, at eksempelvis FC København kunne lukke omkring 12.500 personer ind til holdets hjemmekampe i Parken.

Særordningen blev i begyndelsen af september rullet ud til det øvrige idrætsliv.

Tidligere i denne uge valgte regeringen at suspendere ordningen for Odense og flere kommuner i hovedstadsområdet frem til begyndelsen af oktober på grund af en stigning i coronasmitten. Og nu får resten af landet samme vilkår.

Fredagens nye restriktioner betyder, at særordningen ikke længere kan anvendes.

- Det betyder, at der maksimalt vil kunne være op til 500 i det væsentlige siddende personer til stede samtidig ved afviklingen af superligakampe, står der på hjemmesiden.

Der står videre, at der til både indendørs og udendørs idrætsarrangementer maksimalt kan være op til 500 personer til stede.

Indeholdt i de 500 personer er spillere, stab, sikkerhedsfolk og andre, som er nødt til at være der, så reelt kan der lukkes færre tilskuere ind.

AaB har fredag eksempelvis meldt ud, at der blot lukkes 280 tilskuere ind til de kommende hjemmekampe mod AC Horsens og AGF.

De strammer regler træder i kraft lørdag klokken 12 og gælder til og med 4. oktober.

/ritzau/