Da Morten Olsen og Jim Stjerne Hansen mødtes i sommer, havde landstræneren et regnestykke med til sin arbejdsgiver. Med fire sejre i de sidste fire kampe ville VM stadig være en mulighed, og generalsekretærens udmelding om, at det var på tide at se frem mod kommende slutrunder, havde Morten Olsen ikke meget til overs for.
En måneds tid senere er Danmark halvvejs i landstrænerens regnestykke takket være et selvmål på Malta og et straffespark i Armenien, og som sådan ser det resultatmæssigt godt ud. Det er ikke store nationer, Danmark har besejret, men nøgleordet her er jo netop ’besejret’, og så er det værd at bemærke, at det i alle tre kæder var uhyre meget bedre mod Armenien, end det var mod Malta. Er det nok mod Italien? Næppe, men man kan vel drømme om yderligere fremgang og spilletid til Andreas Cornelius, inden vi når så langt, og bolden er jo stadig rund og... fortsæt selv.
Men de positive aspekter kommer i hak. To sejre her, en Braithwaite der. Og så er der Jim Stjernes krav om nye spillere, som Morten Olsen delvist har omfavnet og nu hentet to smalle sejre med. Men hvor er det helt målrettede arbejde frem mod de kommende slutrunder? Hvor er Mission 2016 eller 2018?
I Tyskland og Belgien indså man tidligt i dette årtusind, at der skulle ske noget markant, hvis de to landshold ikke skulle syne hen og forsvinde som sørgelige ekkoer af fordums storhed. Tyskland igangsatte et voldsomt ryk frem mod VM på hjemmebane i 2006, og står i dag tæt på verdenstoppen på både klub- og landshold, men er dog ikke et land, vi kan sammenligne os direkte med, sådan som vi burde kunne med Belgien og dets 11 mio. indbyggere. I begyndelsen af år 2000-tallet var belgiernes liga præget af middelmådige udlændinge, da man klubberne imellem valgte at investere i talentakademier og på integrationen af belgiere af anden etnisk herkomst end belgisk. I dag har Belgien et hav af dygtige fodboldspillere i nogle af Europas største klubber og ifølge Voetbal International verdens tredjedyreste startellever med kun Brasilien og Spanien over sig.
Det bør være et eksempel til efterfølgelse - hvem tager initiativet til arbejdet med Misssion 2016 eller 2018? Er det DBU, klubberne, stærke enkeltpersoner eller skal det være medierne?
Dansk fodbold har under Morten Olsen sat talentudviklingen på formel, konceptualiseret spillestilen og intensiveret klubbernes ungdomsarbejde, og alt det er godt. Men det er langt igen til at nå toppen. Hvor er de danske trænere, der bortset fra Michael Laudrup og Morten Wieghorst rækker ud efter udlandet? Hvor er de danske anden- eller tredjegenerationsindvandrere på eliteniveau? Jeg var ude og se det nye U19-landshold i går, hvor der ikke var en eneste. Det er tæt på at være beskæmmende. Kan man forestille sig integrerede træninger med de bedste U19, U20 og U21-spillere og de yngste på A-landsholdet? Kan man offentligt, vildt ambitiøst og med navngivne spillere melde ud, at disse vil være mål for en særlig indsats frem mod 2018? Og kan man aftale, at en større del af tv-indtægterne skal målrettes talentudvikling på eliteniveau? Alt sammen på fundamentet af Den Røde Tråd
I en tid hvor DBU står over for store organisatoriske forandringer ligger de mest betydningsfulde poster åbne og giver naturlige muligheder for en helt ny branding af DBU og det danske landshold. Det er en kæmpe image- og organisationsmæssig mulighed, og jeg håber, dansk topfodbold også vil tage de næste sportslige skridt, uanset om Danmark nu skulle blive nummer fem, fire, tre eller to i gruppen.
To sejre og halv-vejs mod målet Men hvor er vi på lang sigt? Lad os sætte gang i Mission 2018.
