Kommentar:

Var det dét, der skulle overbevise fodbold-Danmark om, at Morten Olsen fortsat er den rigtige træner for landsholdet? En landstræner, der brugte en time på at remse bortforklaringer op om, hvorfor Danmark siden begyndelsen af 2012 blot har vundet 4 ud af 16 kampe, og hvorfor to elendige landskampsår kulminerede med et bragende 0-4 nederlag til en af verdens mindste fodboldnationer? Var det dét?

På direkte tv og på udvalgte websider, havde Morten Olsen alle muligheder for at fortælle både de fodboldglade danskere, der i vigende grad interesserer sig for landsholdet, og de unge som ældre fodboldspillere der potentielt er emner til holdet nu og i fremtiden, hvorfor der er grund til at tro på bedre tider. Han gjorde det modsatte.

I sin gennemgang af 0-4 nederlaget til Armenien talte Morten Olsen om en opstartsfase med god fysisk og taktisk træning. Om et straffe, vi måske skulle have haft ved stillingen 0-2. Om skader der tvang Niki Zimling ud i første halvleg og Andreas Bjelland ud i pausen. Om Simon Makienoks skud på stolpen et godt stykke inde i anden halvleg. Og om et 0-3 mål, der skulle have været underkendt for offside.

Og da det kom til kvalifikationsturneringen »i al almindelighed« (som denne dag var Morten Olsens nøglevending, som det ikke kræver mange retoriske analysefærdigheder at placere i kategorien for ansvarsfralæggende værktøjer), mindede landstræneren os om, at Danmark havde boldovertaget i flere kampe for så at fastslå, at det havde set anderledes ud, hvis vi var kommet foran i stedet for bagud.

I et sådant væld af bortforklaringer er nøderkendelser af, at Danmark er for dårlige til at producere afsluttere, somme tider spiller for langsomt og ind i mellem begår for mange personlige fejl, ligegyldige. Jeg kan kun se klynk og klage og varslet om mere af det samme.

Er det værd at bemærke, at Dennis Rommedahl ikke blev udtaget, og at tre spillere har mulighed for debut? Ja, det er værd at bemærke, men heller ikke mere, selvom udtagelsen af ellers uglesete Nicki Bille i enhver anden henseende ville have været et stor historie.

For hvor var åbningen for en ny måde at gøre tingene på? Nye forberedelser. Andre taktiske greb. De var der ikke. Selv præsentationen var den samme som altid, bortset fra, at der denne gang indgik en elektronisk tavle. Det lignede Morten Olsen, Jim Stjerne Hansen og Lars Berendt, der opførte et teaterstykke, hvor de spillede Morten Olsen, Jim Stjerne Hansen og Lars Berendt. Og det er desværre ikke længere opskriften på succes.