Kommentar.
I sine 150 kampe som landstræner har Morten Olsen aldrig været så rystet, som han var, da Danmark havde tabt med 0-4 til Armenien i Parken. Han pakkede sig selv væk. Udskød den offentlige evaluering og slukkede telefonen.
Jeg gætter på, at han i dagene efter kampen overvejede at tage sin afsked med det landshold, han som spiller og træner har været en del af, siden han debuterede på U21-landsholdet i 1970.
Til september møder Danmark igen Armenien i Parken, når EM-kvalifikationen går i gang. I løbet af det år, der er gået, har Morten Olsen måttet se resten af verden forberede sig til et VM, han ikke selv skulle med til, hvilket jeg ved, han altid gør med et stik af smerte. Men mon ikke han, på trods af at tiden for de andres fest kommer nærmere, alligevel har bibeholdt sin glæde ved fodbolden og imødeser den kommende hjemmekamp med større optimisme end frygt for en gentagelse af den seneste?
Efter de to kampe mod Ungarn og Sverige er vi da i hvert fald mange, der har fundet lidt af optimismen frem igen. Landstræneren fandt plads til forandringer, og denne gang fik han positive svar på stort set alle de spørgsmål, han stillede.
Han havde på forhånd glædet sig til at se Christian Eriksen på den venstrekant, han med succes har spillet i Tottenham. Han havde glædet sig til at prøve Michael Krohn-Dehli mere centralt. Og han fik det dobbeltsvar, at eksperimentet virkede med den bonus, at Krohn-Dehli og Eriksen fandt hinanden som makkerpar i netop de positioner.
Han forsøgte sig med midtersøgende kanter og fik det svar, at det passede godt til både de tekniske kombinationsspillere, Danmark har til rådighed på midten - heriblandt Lasse Schöne - og til de dygtige offensive backer, der i øjeblikket opererer både til højre og venstre. Det blev to landskampe, der fornyede optimismen på landsholdets vegne.
Og nå ja, så fandt han en kommende stjernespiller god nok til at starte og vise, at han allerede nu spiller fodbold som en 30-årig. Det er lige til at blive helt varm af. Pierre-Emile Højbjerg spiller fodbold som en voksen. Velovervejet, intelligent, rolig i sine bevægelser og tilsyneladende helt uden at føle stress ved opgaven. Som om han havde prøvet det hele før. Han tager ansvar. Handler på eget initiativ og tempererer kampen, sætter farten op eller trækker tempoet ned. Placerer sig så han lukker hullerne bag sig, erobrer bolde og intercepter. Det er næsten for meget af det gode, men det fungerede på alle parametre i debuten. Kunne man ønske sig lidt mere tempo og endnu større offensivt aftryk? Det kunne man nok, men det ville være at stille urimelige krav. Til uanset hvem man stillede dem til efter sådan en kamp.
Det var et løfte til Morten Olsen og landsholdets fans om, at der ligger noget og venter. Forhåbentlig allerede en hjemmebanerevanche mod Armenien 7. september. Ikke mindst hvis Nicklas Bendter finder en fodboldklub.
Tænk, hvad der kan ske på mindre et år.
