I dag lever hun et luksuriøst liv i rampelyset.

Men Rebekah Vardy, der i dag er gift med fodboldstjernen Jamie Vardy, havde på ingen måde en nem barndom.

Det fortæller hun i tv-dokumentaren 'Jehovas Vidner og Mig', hvor hun sætter ord på opvæksten i netop Jehovas Vidner.

Noget, der har sat sine spor i hende, fortæller hun i programmet ifølge Daily Mail.

For her havde religionen stor indflydelse på, hvordan bestemte sager blev håndteret, siger Rebekah Vardy, der giver flere eksempler.

»Det, der skete i min barndom, påvirker mig hver eneste dag. Fra jeg var 12 år, blev jeg seksuelt misbrugt. I stedet for at møde støtte fik jeg skylden. Jeg blev manipuleret til at tro, det var bedst ikke at gå til politiet,« siger Rebekah Vardy.

»Jeg fortalte min mor om det misbrug, jeg oplevede, og hun græd. Men hun troede ikke på mig. Hun sagde det videre til adskillige mennesker i Jehovas Vidner. Gruppen kaldte til møde, hvor jeg fik forklaret, at jeg misforstod misbruget, at det var kærlighed. Jeg vidste, jeg ikke misforstod. Jeg var helt klar over, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg fik at vide, jeg kunne bringe skam over min familie,« fortæller hun.

Manden, der stod bag misbruget, der stod på gennem tre år, var ifølge Rebekah Vardy en mand, hendes familie kendte. Han var dog ikke medlem af Jehovas Vidner.

Rebekah Vardy er stadig påvirket af sin barndom.
Rebekah Vardy er stadig påvirket af sin barndom. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

Hun fortæller til Daily Mail, hvordan hun blev manipuleret til ikke at gå videre med sagen.

»Jeg gav mig selv skylden. Jeg følte, jeg ikke havde været god nok. At jeg fortjente det. Det hele har rødder i min barndom, hvor jeg forsøgte at være perfekt,« forklarer hun.

Den voldsomme oplevelse ramte Rebekah Vardy enormt hårdt psykisk, og hun endte med at blive en 'meget rebelsk teenager'.

Efter et opgør med familien blev hun smidt ud og var hjemløs som 15-årig, hvor hun boede på forskellige sofaer, indtil hun fik et job på en pub, der gjorde, at hun kunne tjene nok penge til at leje et værelse på et bed and breakfast-sted, fortæller hun.

I dag taler hun ikke med størstedelen af sin familie – heller ikke sin mor.

»Jeg har sluttet fred med det. Man kan ikke leve i fortiden. Jeg sympatiserer ikke med hende, men jeg har en forståelse – og jeg er ikke bitter. Jeg ville hade, hvis jeg bar rundt på en masse had, for jeg ville være bange for at give det videre til mine børn,« siger Rebekah Vardy.

Ifølge Daily Mail udtaler en repræsentant fra Jehovas Vidner til Channel 4, at de på ingen måde står i vejen for, at misbrug af et barn meldes til politiet.

»Det er misvisende og diskriminerede at indikere, at vores religion er kontrollerende,« siger talspersonen, der dog også siger, at vedkommende mangler for meget information til at kunne kommentere på enkelte sager.