Realityvinder tiltalt for at bringe Mille i fare: 'Jeg er chokeret'
Det var en tidligere vinder af et realityprogram, der ifølge politiet havde bragt Mille Mastrup i fare. Han nægter sig skyldig.

Det var en tidligere vinder af et realityprogram, der ifølge politiet havde bragt Mille Mastrup i fare. Han nægter sig skyldig.

21. maj på Brøndby Stadion kom kørestolsbrugeren Mille Mastrup ifølge politiet i livsfare, fordi en tidligere vinder af et realityprogram havde adskilt en livsnødvendig iltslange fra hendes respirator.
Det fremgår af sagens anklageskift, som B.T. har fået aktindsigt i.
Manden nægter sig skyldig, mens Mille Mastrup er rystet over oplevelsen til kampen mellem Brøndby og FCK.
»Jeg er chokeret. Det må jeg virkelig sige. Men jeg har det sådan, at lige meget om det er en realitystjerne eller ej, så er det forkert, det han har gjort,« siger hun til B.T.
»Jeg er jo overrasket over det, men det gør ikke nogen forskel for mig, hvem han er.«
B.T. forsøger at få en kommentar fra realityvinderen.
Mille Mastrup fortæller, at episoden har sat dybe spor i hende.
»Jeg går til psykolog nu, for jeg får det ret slemt, når jeg er ude blandt mange mennesker. Sådan vil jeg ikke have det. Jeg tog for eksempel ikke til Roskilde Festival, selvom jeg havde en billet og det hele. Men jeg havde ikke overskud til, at der var så mange mennesker. Jeg har været bange for, at det ville ske igen. At nogen ville tage min luft.«
»Jeg er totalt drænet, når jeg har været ude blandt mennesker. Men jeg har også besluttet, at jeg skal ud igen på et tidspunkt, for jeg er normalt en pige, som laver en masse ting.«
»Jeg slapper ikke af mere, når jeg er til fodbold, som jeg plejede. Før sad jeg og nød kampen, men nu holder jeg hele tiden øje.«
»Jeg er så chokeret over, at det overhovedet er sket. Men jeg prøver at sige til mig selv, at jeg har haft respirator i 20 år, og det er først nu, det er sket.«
Hendes far har taget FCK-klistermærket af hendes kørestol. Det var angiveligt klistermærket, der fik manden til at se rødt.
»Jeg føler, at jeg er blevet mere påpasselig, men det kan man ikke blive ved med at være. Der er heldigvis nok ikke mange mennesker derude, der er så crazy som ham. De gange, jeg har været til fodbold siden, har jeg også haft venner og familie med.«
Sagen er ifølge hende den første af sin slags, så der formodning om, at den går hele vejen til Højesteret.
»Det bliver hårdt, men sådan må det være,« siger hun.
»Men han skal straffes. Jeg kan ikke bare lade det passere. Det var jo voldsomt, det som han har gjort. Så nu glæder jeg bare til, at der kommer en dato for, hvornår sagen skal i retten.«
Brøndby IF har allerede taget konsekvensen.
Manden blev kort efter episoden tildelt en livstidskarantæne fra Brøndby Stadion for grov og farlig chikane.