Real Madrid tabte overraskende med 0-1 til Athletic Bilbao. Cheftræner Carlo Ancelotti kan ikke genkende sit ellers så suveræne fodboldhold.

Over for football-espana.net erkender han, at Real Madrid ikke ligner sig selv for tiden.

»Det er forvirrende, det vi laver i øjeblikket. Vores spil er langsomt, vi har ikke nogen god omgang med bolden, og angriberne kan ikke finde plads. Det handler om timing,« siger Carlo Ancelotti.

Med nederlaget lukker Real Madrid ærkerivalerne fra FC Barcelona ind i mesterskabskampen, og at det overhovedet kommer dertil, skyldes ifølge Carlo Ancelotti, at madrilenerne simpelthen mangler skarphed i front, hvor spillere som Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og Gareth Bale ellers løber rundt.

»Vores problem er offensivt - ikke defensivt. Vi har ikke fundet de rette løsninger. Vi har kun scoret på et straffespark i de to seneste kampe. Vi mangler effektivitet,« siger Carlo Ancelotti, der dog samtidig erkender, at ansvaret er hans, fordi han er træner.

I sidste uge spillede Real Madrid 1-1 med Villareal, og dermed har klubben ikke vundet to kampe i træk.

Derfor kan FC Barcelona med en sejr i søndagens tidlige kamp mod Rayo Vallecano overhale konkurrenten på førstepladsen i La Liga.

22. marts møder Real Madrid og Barcelona hinanden i El Clásico på Camp Nou.