Real Madrid vandt tirsdag 2-1 og dermed samlet 5-2 over Paris Saint-Germain i Champions League, og derfor er den spanske kongeklub klar til kvartfinalerne i verdens største klubturnering.

Første halvleg sluttede 0-0, men i anden halvleg sørgede Cristiano Ronadlo for at bringe Real Madrid foran på et hovedstødsmål, og dermed bragte han ro til de forsvarende Champions League-vindere. Det var Real Madrids ottende Champions League-kamp i denne sæson, og den portugisiske superstjerne har scoret i hver eneste af dem.

»Ronaldo har en helt fanastisk attitude. Han bliver aldrig træt af at levere, han bliver aldrig træt af at score. Jeg har ingen andel i det. Det er hans egen fortjeneste. Det er derfor, Ronaldo er Ronaldo,« sagde Real Madrids træner, Zinédine Zidane, efter kampen til TV3+.

Over for BBC slog franskmanden fast, at Real Madrid fortjente sejren.

»Det er et svært sted at komme til. Stemningen er helt fantastisk. Men jeg synes, at vi fortjente sejren. Spillerne var meget fokuserede,« sagde Zinédine Zidane.

»Det var en svær kamp. Jeg må lykønske spillerne, for det var dem, der gjorde det hårde arbejde på banen. Bravo til dem.«