Det vakte opsigt, da portugiseren Ronaldo i sommerens transfervindue valgte at skifte fra Real Madrid i den bedste spanske fodboldrække til italienske Juventus.

Kritikere af handlen mente at vide, at Real Madrid kunne have indkasseret 1 mia. euro mod de 'blot' 100 mio. euro, som man modtog.

I et interview med det spanske sportsmedie, AS, svarer Real Madrids præsident, Florentino Pérez, nu tilbage:

»Vi ønskede ikke at sælge ham. Men han ønskede at forlade os af personlige årsager. I de mange sæsoner, han har været i klubben, har han gjort masser af gode ting. Derfor valgte vi at åbne døren for ham, og vi fik altså det højest mulige beløb.«

Ronaldo hiver Jeison Murillo i håret og bliver vist ud i Champions League-gruppespilskampen mellem Juventus og Valencia tidligere på ugen.
Ronaldo hiver Jeison Murillo i håret og bliver vist ud i Champions League-gruppespilskampen mellem Juventus og Valencia tidligere på ugen.
Vis mere

Tidligere på ugen spillede Ronaldo sin første kamp for Juventus i Champions League-gruppespillet.

Ganske vist vandt Juventus 2-0 over Valencia, men kampen blev ikke nogen stor oplevelse for Ronaldo.

I første omgang var det svært at se, hvad der fik dommer Felix Brych til at udvise ham.

Men ved nærmere inspektion af tv-billederne er Ronaldo for voldsom i en duel med Jeison Murillo, som han giver et lille spark, og efterfølgende kan man se, at han hiver Valencia-spilleren i håret, da han vil 'hjælpe' ham op fra græsset.