Tirsdag aften er en noget uventet pressekonference i gang hos storklubben Real Madrid.

For bare få timer siden annoncerede klubbens siddende præsident, Florentino Perez, nemlig, at han ville tale til pressen klokken 18 dansk tid.

Hvad det nærmere bestemt skulle handle om, blev der ikke nævnt noget om. Dog florerede der spekulationer.

Under pressemødet, der for kort tid siden gik i gang, kunne Florentino Perez så løfte sløret for en nyhed.

Nemlig, at han udskriver valg til klubben.

Det skriver flere spanske medier, herunder Marca og Sport.

»Jeg har bedt valgudvalget om at indlede processen med at starte valget til bestyrelsen, som vi, denne bestyrelse, vil stille op til,« lød det fra den siddende præsident, ifølge Marca.

Beslutningen bag valgudskrivelsen knyttede Florentino Perez sammen med det uvejr, der har hængt over Real Madrid og ham selv.

»Resultaterne har ikke været de bedste, men i sport vinder man ikke altid,« lød det videre fra klubbens præsident til den fremmødte presse.