Real Madrids stjerneangriber Vinicius Junior blev matchvinder i onsdagens kamp mod Benfica, da han med scoringen til 2-1 sendte den spanske kongeklub videre til ottendedelsfinalerne i Champions League.
- Dansen fortsætter, skriver Vinicius Junior i et opslag på Instagram sammen med et billede, hvor han danser ved hjørneflaget på Bernabeu efter scoringen og et billede af et stort banner på stadion med teksten "nej til racisme".
Vinicius Junior var omdrejningspunktet for det, der i sidste uge udviklede sig til en sag om racisme.
Ifølge brasilianeren havde Benficas Gianluca Prestianni kaldt ham for en abe i den første kamp mellem de to klubber i Lissabon. Det kom til at fylde alt efter det første opgør.
De påståede racistiske tilråb faldt, efter at der opstod en diskussion på banen mellem Vinicius Junior og Prestianni.
Uenighederne opstod, efter at Vinicius Junior havde fejret sin scoring ved at danse ved hjørneflaget foran Benficas fans. En fejring, som den brasilianske Real Madrid-profil fik gult kort for.
Prestianni har nægtet anklagerne om racisme, men Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) valgte alligevel at tildele Benfica-spilleren en spilledags karantæne. Sagen bliver nu efterforsket.
Real Madrids midtbanespiller Aurelien Tchouameni, der også scorede i onsdagens CL-opgør, kalder det "en sejr for alle, der er imod racisme".
- Vi spillede ikke vores bedste kamp i sæsonen. Det er helt sikkert. Men jeg synes, der er ting, som er vigtigere end denne kamp - og vigtigere end fodbold, siger Tchouameni ifølge nyhedsbureauet AFP.
Real Madrids cheftræner, Alvaro Arbeloa, er glad for, at det var Vinicius Junior, som kom på måltavlen mod Benfica.
- Jeg reagerede med glæde, selvfølgelig, over det flotte mål, han scorede, og fordi det var ham. Han fortjener det, siger Arbeloa.
25-årige Vinicius Junior har flere gange været udsat for racisme i Spanien under kampe.
/ritzau/
