Det var ikke en dans på roser, men Real Madrid hentede lørdag aften tre nødvendige point til toppen af La Liga mod Villarreal.
Med en 3-1-sejr hjemme på Santiago Bernabeu er Madrid-klubben nyt førerhold, og presset i ligatoppen skubbes over på ærkerivalen FC Barcelona.
Barcelona skal søndag eftermiddag på en vanskelig udebanetur til Sevilla, og storklubben skal vinde for at generobre duksepladsen.
Villarreal stod særdeles lavt på egen halvdel fra start på den vanskelige udebane i hovedstaden.
Det afholdt dog ikke Real Madrids stjerner fra at sætte tempo og spille sig frem til store chancer. Kylian Mbappé og Vinicius Junior kom frem til pæne muligheder, men gæsterne holdt indtil videre stand.
18-årige Franco Mastantuono boltrede sig også i Madrid-offensiven, og den unge argentiner havde flere nærgående forsøg, men det endte alligevel med en første halvleg uden scoringer.
Værterne fik en ønskeåbning på anden halvleg, da Vinicius Junior - med hjælp fra en afretning - sendte bolden i kassen til 1-0.
Madrids angrebsmaskine kom buldrende, men flere heroiske aktioner i Villareal-forsvaret sørgede for, at gæsterne holdt stand og fortsat levede i opgøret.
Jagten på et overraskende point på Bernabeu led dog et gedigent knæk med 20 minutter tilbage, da Vinicius Junior blev nedlagt i feltet.
Brasilianeren tog sagen i egen hånd fra pletten og fik med en smule held fordoblet både sin måltotal og Real Madrids føring.
Villareal-keeper Arnau Tenas gik til den rigtige side og vil meget vel ærgre sig over ikke at snuppe det noget forkølede straffespark.
Bedst som missionen så tæt på umulig ud for gæsterne, bragte Villareals angriber Georges Mikautadze spændingen tilbage med en flad afslutning fra kanten af feltet.
Villareals Santiago Mourino blev udvist efter sit gule kort nummer to i slutfasen, og det dæmpede Villareals korte momentum efter scoringen.
Real Madrids offensive esser foldede sig for alvor ud med ti minutter tilbage, hvor gæsterne blev straffet prompte efter et boldtab.
Brahim Díaz stjal bolden højt på banen, og han fandt elegant Kylian Mbappé, der nemt kunne sparke 3-1-målet ind midt foran mål.
Det var franskmandens niende scoring i blot otte spillerunder i denne sæson.
/ritzau/