Florentino Perez glæder sig over, at Zinedine Zidane har sagt ja til at blive cheftræner for Real Madrid.

Madrid: Mandag aften blev det officielt, at Real Madrid fyrer cheftræner Rafael Benitez efter cirka et halvt års ansættelse.

Ifølge den spanske fodboldklubs præsident, Florentino Perez, var det ikke en nem beslutning at afskedige træneren, der sidste sommer blev ansat på en treårig kontrakt.

- Vi har truffet den vanskelige beslutning at ophæve Rafael Benitez' kontrakt som træner for holdet, siger Florentino Perez ifølge nyhedsbureauet AFP.

Real Madrid ligger aktuelt på tredjepladsen i Primera Division.

Præsidenten glæder sig over, at Zinedine Zidane har sagt ja til at løfte opgaven med at hente trofæer i den fyringsglade klub.

Den 43-årige franske fodboldlegende, der som spiller repræsenterede Real Madrid fra 2001 til 2006, kommer fra en stilling som træner for klubbens B-hold.

- Som præsident er det en ære at have dig (Zidane, red.) ved min side, for jeg ved, at for dig eksisterer ordet umuligt ikke.

- Zidane er uden nogen som helst tvivl en af de største figurer i fodboldhistorien, siger Florentino Perez om den tidligere VM- og EM-guldvinder.

/ritzau/