Når Florentino Perez til sommer åbner pungen, står Zinedine Zidane klar til at brænde pengene af. Og det kommer til at gå stærkt.

For Real Madrid har siden Cristiano Ronaldos afsked set håbløse ud - og det skal der laves om på, så klubben igen kan være med hvor det er sjovt. Både i ligaen men bestemt også i Champions League.

Der har allerede været skrevet masser om, hvordan Eden Hazard er det største transferønske i den spanske hovedstad. Men også Christian Eriksen og Paul Pogba er rygtet sydpå.

Nu står Zidane og Perez så klar med et varmt bundt pengesedler, der skal forsøge at lokke Liverpools Premier League-topscorer Mohamed Salah til Real Madrid, melder Canal+.

Zidane skulle allerede være fint tilfreds med at spille Benzema på toppen. Hazard er tænkt til venstrefløjen, hvor han kan skære ind i banen, som han har gjort det utallige gange i Chelsea. Og så skal Salah tage sig af højrefløjen.

Den nye HBS-konstellation skulle være Zidanes våde drøm, og klubben er beredt på at betale store summer for at lokke Salah væk.

Men Salah er Liverpools vigtigste spiller, og klubben vil angiveligt ikke sælge Salah overhovedet.

Lykkedes det ikke, kan det betyde, at Eriksens potentielle skifte endnu engang begynder at simre i transfergryden. Lykkedes det heller ikke, så hedder potentielle signings for Real Madrid lige nu Nicolas Pepe fra Lille og Sadio Mané, der også spiller i Liverpool.