Pommesfriter, øl, chokolade. Og fodboldspillere. Belgien er som nation leveringsdygtig i en række af livets herligheder. To af de bedste inden for sidstnævnte genre er offensiv-virtuosen Eden Hazard og stjernekeeper Thibout Courtois, som begge rygtes til Real Madrid.

Den spanske storklubs appetit på de to belgiske Chelsea-profiler er nemlig ifølge Daily Mail blevet så stor, at de agter at hente dem til den spanske hovedstad til sommer.

Real Madrid vil så sende angriber Alvaro Morata og colombianske James Rodriguez den anden vej i en handel, der kan blive en af sommerens helt store.

Ifølge avisen er der allerede kontakt mellem Real Madrid og Courtois og Hazard. De to stjerner er ikke som sådan utilfredse med at være i Chelsea, men tanken om Kongeklubben pirrer angiveligt dem begge.

Real Madrid-træner Zinedine Zidane vil bygge sin offensiv op omkring Hazard, der på sine bedste dage rammer et niveau, der er oppe i Ronaldo- og Messi-ligaen.

Courtois, der har La Liga-erfaring fra sin tid i Atlético Madrid, er udset til at afløse Keylor Navas, der ikke har vist et stabilt verdensklasse-niveau i buret, som man forventer i en klub som Real Madrid.

For den superstjerne-glade klubpræsident Florentino Perez vil signingen af de to belgiere desuden være et glimrende signal at sende i et valgår.