Så er årets La Liga afgjort. Real Madrid er spanske mestre.

En titel der kom i hus, da Zinedine Zidanes mandskab torsdag aften slog Villarreal 2-1.

Samtidig tabte FC Barcelona til Osasuna, og det betyder, at Lionel Messi og co. ikke kan hente deres ærkerival. Det havde de dog heller ikke kunnet med en sejr.

Mesterskabet er nummer 34 for Real Madrid, og sejren kom i hus ved hjælp af to mål fra Karim Benzema. En sejr, der sender Zinedine Zidanes tropper op på 86 point med en enkelt spillerunde igen, mens FC Barcelona på andenpladsen har 79 point.

Inden coronapausen lå det ellers ikke i kortene, at det var Real Madrid, der skulle løbe med mesterskabet i år. For inden alle hold blev sendt på coronapause, var det nemlig FC Barcelona, der lå i toppen af La Liga.

Det har Zidanes mandskab de sidste uger dog fået lavet om på, og derfor kunne de knytte næverne stort, da der blev fløjtet af hjemme i Madrid torsdag aften.

Men Barcelona kan især kigge tilbage på de uafgjorte resultater ude mod Sevilla og Celta Vigo samt hjemme mod Atlético Madrid og ærgre sig.

Synkront med det har Real Madrid bare sejret og sejret. Det er blevet til hele ti sejre i træk, og det kaster nu en titel af sig en spillerunde før tid.

Derfor kunne de også hæve pokalen og feste løs inde på banen i den spanske hovedstad - en fejring, der dog alligevel var noget flad. For på grund af coronarestriktionerne foregik det uden tilskuere på lægterne.