Anthony Martial stod for kampens højdepunkt, da Manchester United besejrede Real Madrid i venskabskamp i USA.

Santa Clara. Det var langt fra verdensklasse, de amerikanske tilskuere blev vidner til, da kampen mellem Manchester United og Real Madrid natten til søndag dansk tid skulle afgøres på straffespark efter 1-1 i den ordinære spilletid.

Ud af ti forsøg fra 11-meter-pletten lykkedes det kun at få bolden i mål tre gange.

Henrikh Mkhitaryan og Daley Blind scorede for United, mens kun Luis Miguel Quezada formåede at passere David de Gea i englændernes mål.

Dermed har United vundet sine første fire kampe på klubbens sommerturné i USA.

Kampens højdepunkt stod Anthony Martial for, da franskmanden i første halvlegs sidste minut med lynhurtige fodskift driblede et par spanske spillere rundtossede, før han afleverede på tværs til en helt fri Jesse Lingard.

Lingard behøvede dermed blot at sætte en blød inderside på til kampens første scoring.

Forinden havde Lingard på et langskud tvunget Keylor Navas i det spanske mål ud i en stor redning.

United virkede ifølge nyhedsbureauet AFP skarpere end Real Madrid. Spanierne mødte op til kampen i Santa Clara i Californien uden flere stamspillere, deriblandt Cristiano Ronaldo.

Træner Zinedine Zidane skiftede samtlige 11 spillere ud i begyndelsen af anden halvleg, og Real Madrid begyndte at lægge pres på modstanderen.

I midten af halvlegen begik Victor Lindelöf, den nye mand i Uniteds forsvar, straffespark, som Casemiro scorede på.

Kort tid efter forhindrede David de Gea en spansk føring på et frispark fra Luis Miguel Quezada.

En umarkeret Marouane Fellaini burde have sikret United sejren i det 83. minut, men belgieren afsluttede svagt.

Manchester United og Real Madrid mødes igen som vindere af henholdsvis Europa League og Champions League i den europæiske Super Cup 8. august i Skopje.

/ritzau/