FC Midtjylland er tirsdag kommet med en tragisk melding.

Ulvenes svenske midtbanespiller Kristoffer Olsson ligger i øjeblikket i respirator på Aarhus Universitetshospital som følge af en akut opstået sygdom relateret til hjernen.

I kølvandet på udmeldingen fra Herning-klubben er reaktionerne fra både Olssons tidligere klubber og de øvrige hold i Superligaen.

»Alle i AIK Fotboll er dybt påvirkede af denne pludselige sygdom, og vores tanker og fulde støtte går til Kristoffer og hans familie. Kæmp, Koffe,« skriver Olssons tidligeresvenske arbejdsgiver AIK Stokholm på X.

Nyheden er også nået til Premier League, hvor FCM-midten tilbragte et par år hos Arsenal.

»God bedring, Kristoffer. Vi ønsker dig en fuldendt og hurtig bedring,« skriver The Gunners på deres X-profil.

Den svenske avis Aftonbladet har også fanget Olssons svenske holdkammerat fra FC Midtjylland, Joel Andersson, som fortæller, at Midtjylland-spillerne ikke ved meget mere, end hvad offentligheden gør.

»Vi fik beskeden for at par dage siden. Jeg ved ikke, hvad der står på hjemmesiden, men det er sikkert det samme, som vi ved,« fortæller han til det svenske medie og fortsætter:

»Det er selvfølgelig svært. Han er et fantastisk menneske. Men jeg har ikke så meget mere at sige af respekt for hans familie.«

Også en række klubber fra den danske Superliga har udtrykt deres bekymring for svenskeren.

»Alt det bedste til Kristoffer Olsson, hans nærmeste og alle i FC Midtjylland,« skriver midtjydernes kommende modstander fra FC København på X, mens også Brøndby IF, Randers FC og AGF alle sender tanker til Superliga-profilen og hans nærmeste.

FC Midtjylland skriver på sin hjemmeside, at Olsson og familien beder om ro.