
Han er slet ikke i tvivl.
Det var Guds skyld.
Sådan lød det fra den nyslåede landsholdsangriber Kasper Høgh, da han for første gang tjekkede ind i landsholdslejren i sidste uge.
Og han er ikke alene.
Flere af de danske spillere har italesat et forhold til Gud i den seneste tid - heriblandt den dobbelte målscorer mod Nordmakedonien Gustav Isaksen.
Forud for VM-skæbneopgøret mod Tjekkiet tirsdag aften spurgte B.T. landstræner Brian Riemer, hvad han tænker om den nye kristne tendens på landsholdet.

»I al almindelig er jeg af den overbevisning om, at man skal passe på med at fortælle spillere for meget om, hvordan de skal forberede sig, når det kommer til det mentale.«
»Vi er alle forskellige,« siger Riemer og uddyber:
»Nogen trives godt i at få at vide, at hvis vi ikke vinder i morgen, så eksploderer jordkloden, og så er vi alle væk. Så er det slut. Andre præsterer godt ved at sige, at solen står også op i morgen. Der kommer en ny dag.«
»Det handler om at finde sit spændingsniveau.«
»Nogen finder troen fra de højere magter. Og for mig er det vigtigst, at man har det godt. Og at der er plads til alle.«.
»Og det gælder uanset, hvordan man drejer den. Hvis nogen har Gud med sig, så gør det mig kun glad, for så tænker jeg, at han er med holdet. Og det er ikke en dårlig ting,« slår Riemer fast.
Om Tjekkiet kan stå imod Danmark i jagten på VM-billetten, kan du følge med i her hos B.T.
Opgøret spilles 20.45 tirsdag i Prag. Og vi er med hele vejen.

