Svend Gehrs blev mundlam, da han hørte det.
Ligesom hele Fodbolddanmark.
Den legendariske tv-kommentator blev i hvert fald fuldstændig paf, da han for kort tid siden tændte for tv'et.
Her læste han nemlig for første gang den triste nyhed om, at den tidligere danske landstræner Sepp Piontek er død efter kort tids sygdom.
Det fortæller han til B.T.
»Jeg har først lige set det. Jeg anede ikke, at manden var syg. Det kom fuldstændig bag på mig,« lyder hans umiddelbare reaktion.

Svend Gehrs kommenterede i årevis det danske landshold, mens Sepp Piontek stod i spidsen.
Og derfor er han heller ikke i tvivl om, hvor stort tabet er for dansk fodbold:
»Det er jo – i hvert fald i min tid – den største danske fodboldpersonlighed, der er gået bort.«
»Han revolutionerede landsholdsfodbolden. Fra at være en nation, der havde en masse talent, men som ikke kunne få resultater. Der kom han og gjorde det hele meget mere professionelt. På en charmerende måde,« fortæller han.
Svend Gehrs husker især de mange gange, hvor han kæmpede for at få tyskeren til at udlevere startopstillingen før tid, så han kunne forberede sig.
Det lykkedes dog sjældent.
»Jeg har altid haft et godt forhold til Sepp. Han var dog ikke særlig meget for at give mig opstillingen inden kampe. Den var ellers vigtig at få i god tid som forberedelse,« afslutter den folkekære kommentator.
Sepp Piontek stod i spidsen for det danske landshold fra 1979 til 1990.
Han blev 85 år.
Følg alle se seneste reaktioner fra Sepp Pionteks død i B.T.s liveblog her.

