Rasmus Nissen vender tilbage til FC Midtjylland
Farvel til Frankfurt og Bundesligaen. Goddag til FC Midtjylland og Superligaen.

Farvel til Frankfurt og Bundesligaen. Goddag til FC Midtjylland og Superligaen.

Den danske fodboldlandsholdsspiller Rasmus Nissen Kristensen vender hjem til FC Midtjylland, der har købt backen i Eintracht Frankfurt.
Det oplyser FC Midtjylland i en pressemeddelelse.
Han har skrevet under på en femårig aftale.
28-årige Rasmus Nissen Kristensen er opvokset i Brande.
FC Midtjyllands sportschef, Kristian Bach Bak, siger:
»Det er en strategisk hjørnesten for os at have stærke skandinaviske profiler, som kan gå forrest og hæve kravene i hverdagen. 'NK' passer meget præcist heri; han er i sin bedste fodboldalder, han kommer med erfaring fra nogle af Europas største ligaer og det danske landshold, og han har samtidig FC Midtjylland helt inde under huden.«
Rasmus Nissen Kristensen siger:
»For mig handler det først og fremmest om timingen for min familie og mig – og om en helt særlig mulighed for at vende hjem til FC Midtjylland. Det er min klub, og da muligheden opstod på en måde, hvor jeg virkelig kunne mærke, at FC Midtjylland ville mig, gik tingene op i en højere enhed.«
»Jeg kommer fra en god situation i Frankfurt, og netop derfor er det også et meget aktivt tilvalg. Jeg kommer hjem, fordi jeg tror på det, der er i gang her, og fordi jeg kan se mig selv få en stor rolle i at flytte klubben videre.«