Rasmus Højlunds ultimative mål: Det drømmer han om
I et interview med et børnepanel for DBU afslører Rasmus Højlund, at hans største drøm omhandler landsholdet.

I et interview med et børnepanel for DBU afslører Rasmus Højlund, at hans største drøm omhandler landsholdet.

Det er stort for fodboldspillere at vinde Champions League.
Og særligt for angribere at vinde individuelle priser som Ballon d'Or eller den gyldne støvle.
Men for den danske landsholdsbomber Rasmus Højlund er der noget, der er større.
I en video med et børnepanel fra DBU blev han nemlig spurgt, hvad der er hans største drøm at opnå i fodboldens verden.
»Jeg kunne godt tænke mig at vinde noget med Danmark,« sagde Napoli-angriberen og fortsatte:

»Om det er Nations League, EM eller VM – det er jeg temmelig ligeglad med. Jeg kunne bare godt tænke mig at løfte et trofæ med Danmark.«
Rasmus Højlund har spillet 35 kampe for det danske landshold og scoret 13 mål.
Danmark spiller næste kamp i et brag mod Norge i Nations League, så allerede her kan den 23-årige angriber tage første spadestik mod at vinde et trofæ.
Det bliver en svær kamp, da Norges trup har været samlet i seks uger til VM i sommer, hvor det danske landshold jo ikke var med.
Til daglig spiller Rasmus Højlund i italienske Napoli, der i skrivende stund ligger på en 10.-plads i den bedste italienske fodboldrække.