Han er kun 22 år gammel, men bliver allerede kaldt for mere end bare en fodboldspiller.
De britiske medier har nærmest på omgang bragt historierne om den store forskel, han gør som superstjerne på banen og utrolig rollemodel uden for kridtstregerne.
»Det, som mange familier går igennem nu, har jeg været igennem én gang før, og det er meget svært at finde en vej ud. Det er meget vigtigt for mig at hjælpe folk, som kæmper, uanset om deres udgangspunkt ændrer sig eller ej. Det er grunden til, at jeg skrev det,« siger Manchester United-angriberen Marcus Rashford til BBC Breakfast om hans rørende brev, som er gået viralt på sociale medier.
Du kan se hele hans brev i bunden af artiklen.
Og det er da også ganske bemærkelsesværdigt, det Marcus Rashford har formået.
Sammen med FareShare UK har han i løbet af corona-tiden samlet 166 millioner kroner for at anskaffe tre millioner måltid til børn, der bor i familier, hvor kårene er trænge.
Brevet, som Rashford har delt på sociale medier, er rettet til parlamentsmedlemmer i England, da man planlægger at droppe en ordning, hvor 1,3 millioner børn fra lavindkomstfamilier får spisebilletter til deres frokostmåltider.
For at være kvalificeret til ordningen skulle familierne tilsammen tjene højst 61.000 kroner årligt efter skat.

Da den engelske landsholdsspiller selv har prøvet det i sin egen ungdom, er det noget, der står ham nært.
»Historier som min er alt for almindelige i England. Brevet er skrevet fra hjertet, og det handler om, hvordan mit liv var på det tidspunkt,« fortæller Rashford.
Nu opfordrer den unge mand politikerne til at vende på en tallerken for at hjælpe de svageste i samfundet. Ifølge ham handler det ikke om politik. Men om menneskelighed.
Samtidig fortæller han mere indgående om den ungdom, han har fået arbejdet sig ud af, hvor hans mor knoklede for, at børnene ikke gik sultne i seng.
»Systemet var ikke bygget sådan, at familier som min kunne få succes, uanset hvor hårdt min mor arbejdede,« forklarer han og har en ambition om at kæmpe videre, indtil der ikke er flere bekymrede børn tilbage.