Manchester United havde ingen problemer med at forsvare 4-1-føringen mod Betis og er kvartfinaleklar.

Trods en fin start kom Real Betis aldrig tæt på det mirakuløse comeback, som skulle til, hvis Manchester United skulle fravristes pladsen i Europa Leagues kvartfinaler.

Efter 1-4 på Old Trafford var det op ad bakke for klubben fra Sevilla. Og bakken var for stejl. United vandt også returkampen. Med 1-0 til englænderne endte det samlet 5-1 til United.

Der trækkes lod til kvartfinalerne fredag.

Real Betis kom ud med den intensitet og overfaldsfodbold, som kunne ryste Manchester United.

Efter bare syv minutter var Juanmi tæt på at udnytte en friløber og antænde publikum på Estadio Benito Villamarín for alvor, men bolden gled snert forbi stolpen.

Juanmi havde også Betis' næststørste chance i halvlegen, men David De Gea stod i vejen.

Stille og roligt fik United taget pusten af Betis' intensitet, og kampen satte sig mere. Gæsterne fik overtaget i boldbesiddelse, men kom først i sidste minut tæt på scoring, da Facundo Pellistris lidt forkølede afslutning ramte stolpen.

Da Betis ikke fik en tidlig scoring efter pausen, ebbede den spanske tro på et mirakel ud. Og det døde endegyldigt ti minutter inde i anden halvleg.

Kort efter at have brændt en gigantisk chance tog Marcus Rashford revanche. Fra mere end 20 meters afstand trykkede han et missil afsted, som dykkede ind ved fjerneste stolperod.

Erik ten Hag kunne lidt efter hive sin stjerneangriber ud med visheden om, at avancementet var sikret.

Det var langt tættere på 2-0 end 1-1, selv om Betis sluttede pænt af i de sidste ti minutter. United kunne dog fint leve med et par store afbrændere efter pausen, da den samlede sejr aldrig var i fare.

Betis' ærkerivaler Sevilla havde en 2-0-føring med til udekampen mod Fenerbahce. Selv om spanierne var hårdt presset og tabte 0-1, klarede Sevilla sig videre.

Der var på forhånd også lagt op til spænding i opgøret mellem Feyenoord og Shakhtar Donetsk. Første kamp var sluttet 1-1, men i Rotterdam blev ukrainerne udraderet med 7-1.

Endelig vandt Juventus 2-0 ude over tyske Freiburg, som allerede i første halvleg blev reduceret til ti mand. Italienerne vandt samlet med 3-0.

/ritzau/