Danske Simon Makienok og Anders Lindegaard var lørdag eftermiddag vidne til bizarre scener i kampen mellem deres egen klub Preston North End og Sheffield Wednesday.

Begge danskere sad på bænken, og herfra kunne de se deres to holdkammerater Jermaine Beckford og Eoin Doyle ryge i slåskamp i kampens slutfase med det tragikomiske resultat, at begge blev præsenteret for det røde kort. På det tidspunkt var Preston bagud 1-2 og en mand i overtal, men jagten på udligningen led med den bizarre dobbeltudvisning et alvorligt knæk, og det får nu sablen til at rasle hos spillernes manager Simon Grayson.

»Jeg har været i 'gamet' i 30 år som spiller og manager, og jeg har aldrig været involveret i noget lignende,« siger Simon Grayson ifølge BBC.

Det absurde slagsmål mellem de to holdkammerater opstod ifølge BBC, fordi Doyle i en situation valgte at spille bolden til holdkammerat Marnick Vermijl, der dog misbrugte chancen. Det var tilsyneladende for meget for Jermaine Beckford, der mente, at han stod i en bedre position til at score. Han reagerede prompte, og så udviklede det sig til et slagsmål mellem kamphanerne, der siden undskyldte over for manageren. Han nægter dog at acceptere sine spilleres opførsel.

»Jeg talte med dem i omklædningsrummet, og de undskyldte, men det er ikke nok for mig. Sådan noget skal slet ikke ske i professionel fodbold,« siger Simon Grayson og tordner videre:

»Det er sådan noget, du kan forvente på en legeplads mellem fire- og femårige, men ikke fra to professionelle, der har været i spillet i lang tid.«

Ifølge Simon Grayson har spilleren ikke bare svigtet sig selv, men også fansene og klubben. Manageren afslutter sin svada med et opråb, der næppe giver Beckford og Doyle genvalg i startopstillingen lige foreløbig.

»At sådan noget sker er pinligt. Det er en joke. Det er en skændsel.«

Sheffield Wednesday endte med at vinde kampen mod Preston North End 2-1. Mon ikke Simon Makienok snart kan se frem til mere spilletid i Prestons angreb?