DUMT!

Real Madrids serbiske angrebsstjerne Luka Jovic er havnet i decideret modvind i hjemlandet.

Angriberen, der i sommer skiftede til den spanske kongeklub fra tyske Eintracht Frankfurt, får ihvertfald hårde ord med på vejen fra sine serbiske landsmænd.

Det sker, efter 22-årige Jovic har forladt sin corona-karantæne i Spanien, og i stedet er taget hjem til Beograd - hvor han flere gange er blevet spottet hygge sig rundt omkring i byen.

Foto: JuanJo Martin
Vis mere

Corona-virussens epicenter i Spanien er netop Madrid, som tegner sig for mere end halvdelen af landets  17.000 corona-smittede og for to tredjedele af de spanske corona-dødsfald.

Hovedstaden har været i 'lockdown' siden forrige lørdag, og folk er blevet opfordret til at blive i deres hjem og ikke forlade byen.

Og derfor er det faldet den serbiske befolkning for brystet, at Jovic - og andre karantæneramte serbiske spillere - har ignoreret de spanske vejledninger og er rejst hjem til Serbien, hvor de heller ikke isolerer sig i de 14 dage, som alle myndigheder anbefaler.

Den serbiske premierminister, Ana Brnabic, har kaldt spillerne ud for at 'sætte et dårligt eksempel' ved ikke at overholde deres karantæner.

Foto: Instagram: Luka Jovic
Vis mere

»Vi har set negative eksempler fra vores fodboldstjerner, som bliver betalt millioner og som ignorerer den obligatoriske selv-karantæne efter, at de er vendt hjem,« siger Brnabic ifølge AS.

De serbiske aviser fremhæver især Jovic's handlinger som egoistiske.

»I stedet for at isolere sig, har angriberen det sjovt rundt omkring i hele Beograd,« rapporterer Blic, som også fortæller, at politiet følger Jovic' rundtur i Boegrad.

»Luka gjorde noget meget dumt. Han forlod Madrid og klub-karantænen - på trods af alle advarslerne - og returnerede til Serbien,« skriver avisen Informer, der tilføjer, at Jovic er taget til Beograd for at fejre sin kærestes fødselsdag.

Foto: Juan Medina
Vis mere

Politiets anklager bekræfter, at Jovic har brudt karantænen, og at man ønsker at gå videre med sagen.

For et par uger siden blev Trey Thomkins, der spiller for Real Madrids basketball-hold, testet positiv for Corona-virus.

Og Jovic har erkendt, at han har brugt de samme træningsfaciliteter som Thomkins på Real Madrids berømte træningsanlæg, Valdebebas.

»Da jeg var skadet og ikke skulle træne med holdet, brugte jeg nogle af de samme træningsmaskiner som spilleren, der er smittet med corona-virus. Men jeg har det godt. Jeg har ingen symptomer,« fortalte Jovic til det serbiske medie B92 i sidste uge.