Raser over Parken-beslutning: 'Tomhjernet – gigantisk selvmål'
FCK må ikke spille pokalfinale i Parken – B.T.s sportsredaktør raser.

FCK må ikke spille pokalfinale i Parken – B.T.s sportsredaktør raser.

Glem det, FCK-fans.
Det er nemlig slut med at se FC København i en pokalfinale i Parken fremover.
For ifølge Bold bliver der fra 2027 sat en stopper for muligheden for, at hovedstadsklubben kan spille på hjemmebane Kristi himmelfartsdag.
Mediet skriver, at Divisionsforeningen kommer til at vedtage, at ingen klubber fremover kan få hjemmebane i pokalfinalen, fordi flere klubber mener, det har givet FCK en uretfærdig fordel.
Og derfor skal der angiveligt udpeges et reservestadion i tilfælde af, at Bo Svenssons tropper spiller sig hele vejen til finalen, hvis Parken er blevet udpeget som finalestadion.
En beslutning, der har fået B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, op i det røde felt.

Han er nemlig rasende. Ganske enkelt.
»Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at være i det. Det er en helt tomhjernet beslutning og et stort selvmål af Divisionsforeningen. Du skal ikke bilde mig ind, at der findes nogle fans af et dansk Superliga-hold, der ikke vil ind til landets nationalstadion til en pokalfinale,« siger han og fortsætter:
»Der er så mange ting, der taler for Parken. Det helt åbenlyse er, at Parken er Danmarks største stadion, og naturligvis skal så mange fodboldfans som muligt have chancen for at se en pokalfinale.«
Ifølge B.T.s sportsredaktør bør hele logistikken omkring Parken nærmest tale for sig selv:
»Rent logistisk er det nemt at komme til og fra Parken – også hvis man kommer fra Jylland. Og Fælledparken er helt ideel til at huse to store fanzoner for 30.000 fodboldfans. Det kan ingen andre stadioner i landet.«
»Og så handler det om at gøre pokalturneringen til noget helt særligt og traditionsrigt. Og det er godt nok et gigantisk selvmål, når man shuffler rundt mellem forskellige finalestadioner,« forklarer Lasse Vøge, der ikke køber argumentet om, at Parken er en fordel for FCK:
»Er det virkelig en fordel for FC København? Helt ærligt? Billetterne fordeles jo ligeligt mellem de to hold. Og det hold, der ville skulle møde FCK, har jo prøvet at være i Parken mange gange før.«
Det er endnu ikke besluttet, hvor pokalfinalen skal spilles i 2027.