José Mourinho. 

Et navn, alle kender, hvis man bare har haft en marginal berøringsflade med international topfodbold gennem de seneste 25 år. 

Foto: Jose Sena Goulao/EPA/Ritzau Scanpix

Den nu 63-årige trænerlegende er kendt for at dele vandene, og nu har han gjort det igen. Men denne gang har han skudt helt ved siden af. 

Den nuværende Benfica-træner er kommet i vælten i kølvandet på sin ageren i Champions League-braget mod Real Madrid i sidste uge. 

Her fik Mourinho rødt kort midt i den tumult, der opstod, da Real Madrid-stjernen Vinicius Junior anklagede Benficas Gianluca Prestianni for at kalde ham en abe. 

Portugiseren benægtede i et interview efter, at Benfica kunne agere racistisk, da klubbens største spiller gennem tiderne Eusebio var sort. 

I stedet påpegede han, at der ifølge ham altid var problemer med Vinicius Junior. 

Nu mødes Benfica og Real Madrid i returopgøret, der spilles i Madrid. En klub, Mourinho tidligere har trænet – og som han endda er blevet rygtet tilbage til. 

»Han forsvarer sin spiller, det kan man gøre på mange måder, men her i Spanien er det blevet tolket som, at han negligerer det ala 'herre gud, hvis det var racistisk'.« 

»Jeg tror, at udtalelserne har lukket døren for ham i Real Madrid,« lyder det fra tv-journalisten Luna Christofi, der var vidne til hele dramaet i det første opgør i sit job som Viaplay-reporter.

Mourinho fik marchordre midt i dramaet. 
Mourinho fik marchordre midt i dramaet.  Foto: Jose Sena Goulao/EPA/Ritzau Scanpix

Ifølge hende har historien om Mourinho fyldt alt i dagene efter og i optakten til opgøret onsdag aften. 

»Jeg tror, Mourinho undervurderede, hvor meget det er faldet folk for brystet, at han sagde de ting, han gjorde. Her tolker man, at han har peget fingre af Vinicius Junior i forsvaret af sin egen spiller.«

Mourinho har karantæne i returkampen, men han vil være til stede på stadion. Men ingen ved, hvor han bliver placeret. 

For alle øjne vil hvile på den flamboyante træner. 

Det hele eksploderede. 
Det hele eksploderede.  Jose Sena Goulao/EPA/Ritzau Scanpix

»Jeg glæder mig meget til at se, hvor han skal sidde. Og hvor selviscenesættende han er. Lader han sig se? Der er også en mulighed for, at han holder sig langt væk fra kameraerne. Det bliver virkelig interessant, hvad han gør.«

»Men det kan også være, at han har læst situationen fuldstændig og holder lav profil. Har han stadig et ønske om at komme retur til Madrid, skal han gøre det.«

»Han har to muligheder. Enten kan han være med til at dæmpe gemytterne, eller han kan være med til at opildne det. Der er ingen mellemvej med ham. Og her bliver hans fysiske placering altafgørende.«

»Jeg var med dengang i München, da han som Chelsea-træner blev smuglet ind i omklædningsrummet i en vasketøjskurv. En varm aften i april, hvor hans assistenttræner Rui Faria sad med hue på, fordi han skulle dække, at han havde direkte lyd til Mourinho.«

»Han er i stand til det meste,« griner Christofi. 

Du kan følge Champions League-braget mellem Benfica og Real Madrid her på bt.dk, hvor vi følger alle onsdagens kampe live.