Lige inden mandagens opgør mellem Manchester City og Burnley svævede et fly ind over Etihad Stadium.

Flyet trak et banner efter sig, som nu bliver kaldt 'pinligt' og en 'skandale'.

Det skriver Dagbladet.

'White Lives Matter Burnley!' stod der på banneret, og det har fået journalist Sam Lee fra The Athletic til at gå til tasterne, mens han dækker kampen fra Etihad.

»Der er et fly over Etihad med teksten 'White Lives Matter - Burnley'. Forhelvede, det her er simpelthen flovt. En total skandale,« skriver han i et opslag på Twitter.

En anden bruger skriver.

»Jeg har aldrig følt en større skam end nu over at være Burnley-fan.«

James Dodd der er journalist på Fox Sports har også kommenteret på billederne.

»Nogle mennesker forstår det bare ikke, vel? Hvor er det pinligt.«

Hertil svarer den tidligere Premier League-angriber Darren Bent.

»Det er en skam, men det som virkelig er trist, er, at du er overrasket over det.«

Billederne blev taget få minutter før, at spillerne knælede få at vise støtte til antiracisme-bevægelsen 'Black Lives Matter', ligesom de havde fået samme slogan trykt på alle trøjerne i stedet for spillernes navne.

Burnley har i en pressemeddelelse fordømt banner-beskeden.

»Vi står fuldt ud bagved og pakker 100 procent op om Black Lives Matter-initiativet. Vi undskylder til Premier League, Manchester City og alle dem som hjælper med at promovere Black Lives Matter-bevægelsen,« lyder det fra klubben.