Fodboldlegenden Diego Maradona døde onsdag alene i sit hjem.

Og det har gjort Angelo Pisani - Maradonas ven og advokat - rasende.

Han mener nemlig, at familien har svigtet Diego Maradona, som op til sin død var ved at komme sig efter en hjerneoperation i hjemmet nord Buenos Aires

Det siger Pisani i et interview med engelske Daily Mail.

Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

»Ud fra det, vi kan læse i de argentinske medier, så døde han alene. Det er utroligt, at han sov alene efter sådan et kirurgisk indgreb uden sin families tilstedeværelse og kærlighed. Det er vanvittigt,« siger Angelo Pisani og fortsætter:

»I Napoli (hvor Maradona tidligere har boet, red.) ville han aldrig dø alene. Der vil blive konstateret forsinkelser omkring den medicinske hjælp, men det er ikke normalt, at ingen sov med ham den aften. Alle fortæller mig, at Maradona var alene den sidste nat.«

»Jeg synes, det er absurd. Han havde været igennem en kompliceret hjerneoperation få dage inden. Han var lige blevet opereret i hjernen: Han havde brug for kærlighed,« siger Angelo Pisani.

Familien er dog ikke alene om at have fået kritik i forbindelse med fodboldikonets død.

Særligt de ambulancefolk, som ankom til Maradonas hjem, er blevet kritiseret for at være for langsomme. Og lørdag kom det så frem, at anklagere i Argentina er gået i gang med at undersøge omstændighederne omkring Diego Maradonas død.

Det skal blandt andet være med til at opklare, om ambulancefolkene gjorde tingene efter bogen - og om der er sket andre medicinske svigt.