»Enderne kan ikke mødes i øjeblikket.«

Sådan lyder det fra formanden for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf, da han bliver spurgt ind til afholdelsen af FCKs fanzone, Fan Village.

Som tidligere beskrevet stemte et enigt Teknik- og Miljøudvalget mandag nej til at give Parken dispensation til at afholde Fan Village.

Det betyder ikke, at fanzonen lukker helt, men derimod at arrangementet fremover vil blive uden telt og musik. Et arrangement, der ikke kræver dispensation.

Men at arrangementet overhovedet afholdes, på trods af flere klager fra beboere i nærheden, glæder hverken Mette Reissmann, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, eller Allan Marouf.

»Jeg synes, det er en mærkelig tilgang fra FCK, for mange har forsøgt at komme i dialog med Parken Sport & Entertainment for at finde en alternativ placering, men enderne kan ikke mødes i øjeblikket,« siger han og fortsætter:

Brumleby huser 220 boliger. Boligbebyggelsen ligger mellem Øster Allé og Østerbrogade i København. Ved siden af Brumleby ligger Parken, hvor FCK og landsholdet spiller deres hjemmekampe. Foto: Google Maps.
Brumleby huser 220 boliger. Boligbebyggelsen ligger mellem Øster Allé og Østerbrogade i København. Ved siden af Brumleby ligger Parken, hvor FCK og landsholdet spiller deres hjemmekampe. Foto: Google Maps.
Vis mere

»Man bør respektere den politiske afgørelse. Man bør vise respekt for beslutningen, for den vil også hjælpe de beboere, der bor tæt på Parken.«

Ifølge Allan Marouf har mange henvist til, at der kan laves en fanzone omkring Per Henrik Lings Allé og Boldklubben Skjold. Udvalget er dog også åbent for andre løsninger.

Det vigtigste for formanden er, at der bliver fundet en løsning, så beboerne ikke vil blive forstyrret fremover.

»Jeg vil gerne invitere alle parter til en kop kaffe for at finde en løsning, som alle kan være tilfredse med, for vi skal ikke have krig mellem fanzonen og beboerne.«

»Vi skal skabe ro i bydelen, så fansene og beboerne føler sig glade,« siger Allan Marouf.

Han tilføjer, at en fanzone ikke skaber de optimale forhold, fordi den ikke er en garanti for, at folk opfører sig ordentligt.

Området mellem Per Henrik Lings Allé og Boldklubben Skjold kan i fremtiden bruges til at afholde Fan Village, mener Allan Marouf.
Området mellem Per Henrik Lings Allé og Boldklubben Skjold kan i fremtiden bruges til at afholde Fan Village, mener Allan Marouf. Foto: Google Maps
Vis mere

Ifølge ham bliver beboere omkring blandt andet Østerbrogade, Olufsvej og Brumleby generet af både trafik og fans, der »opfører sig lidt anderledes end normalt.«

»Der står folk og tisser, drikker øl og smadrer flasker. Der er for stor en klump mennesker samlet på ét sted. Beboerne skal hvile sig, inden de skal på arbejde og i gang med hverdagen igen. Og der er mindst to kampe på en måned, det er for meget,« lyder det fra Allan Marouf.

FC København har på klubbens hjemmeside skrevet, at de er åbne for en anden placering af Fan Village.

»Vi kan forstå, at udvalget gerne ser et samarbejde om en anden placering for en permanent Fan Village. Det er vi selvfølgelig klar til at diskutere, men indtil det måtte være på plads, vil vi så fortsætte vores nuværende mobile setup, som er i overensstemmelse med lokalplanen og de øvrige regler og lovgivning på området,« siger Jacob Lauesen, som er direktør i FCK, til klubbens hjemmeside.

Hvor Fan Village endegyldigt skal placeres fremover, vides endnu ikke, men lørdag tager hovedstadsklubben imod FC Nordsjælland, og her vil fanzonen blive afholdt på samme placering som hidtil.

FC København har ingen øvrige kommentarer til sagen.