Raser i tv-studiet: 'Han skammer sig vel - og det kan jeg godt forstå'
Tv-eksperterne er meget lidt imponerede over dommerindsatsen i den kamp.

Tv-eksperterne er meget lidt imponerede over dommerindsatsen i den kamp.

Det blev en Superliga-søndag, hvor det endnu en gang kom til at handle om dommerkendelser og VAR-vogne.
Efter kampen mellem OB og Randers kom Viaplay-ekspert Kenneth Emil Petersen helt op i det mørkerøde felt over, at OB - ifølge ham - blev snydt for to klokkeklare straffespark.
Især situationen, hvor OB's Julius Berthel Askou uden konsekvenser blev hægtet af Randers' Daniel Høegh, var uforståelig for Viaplay-eksperten.
»Det kan ikke være andet end straffespark. Det er helt vanvittigt, at der ikke er nogle ude i VAR-vognen, der kan se, at den skal give et straffespark. Jeg er dybt chokeret over det,« sagde Kenneth Emil Petersen i Viaplay-studiet.
Kampens dommer, Svend Funder, afviste efterfølgende at stille op til interview om de kontroversielle vurderinger.
Og Peter Sørensen, der også er ekspert hos Viaplay, havde et godt bud på, hvorfor dommeren ikke ville udtale sig.
»Han skammer sig vel over, at der har været så store fejl - og det kan jeg egentlig godt forstå.«
De manglende straffespark fik dog ikke betydning for pointfordelingen i opgøret, som OB vandt med 2-1.