Superliga-kendere ved godt, at tyske Alexander Zorniger ikke finder sig i noget.
Og det gjorde han heller ikke, da hans nuværende hold, Greuther Fürth, var på besøg hos Hallescher FC i den tyske pokalturnering.
Her blev gæsternes Julian Green angiveligt flere gange kaldt for 'en abe' af nogle af hjemmeholdets fans.
Og det fik efterfølgende den tidligere Brøndby-træner op i det røde felt.
»Hvis én af vores spillere gentagne gange bliver svinet til og kaldt for en abe, så er vi nødt til at vise karakter. Man er nødt til at stille sig op og sige, at sådan skal tingene ikke være!«
»Når nogen for tredje eller fjerde gang siger 'abe' til en spiller, må jeg bare sige: Hold din kæft! Jeg vil ikke høre på det mere,« lød det efter kampen fra Zorniger ifølge Express.
»Vi lever i et skønt land, og vi er alle nødt til at opføre os derefter. Hvis ikke, vi gør det, så vil 'das braune Gesocks' (tysk slang for en uværdig gruppe af mennesker, red.), som også sidder i Bundestag (det tyske parlament, red.), mere og mere få overhånden. Og det må ikke ske!«
Greuther Fürth vandt kampen 1-0.
Alexander Zorniger var Brøndby-træner fra 2016 til 2019. Og han flyttede først fra Danmark i 2021.