I den forgangne weekend blev kampene i den italienske Serie A afviklet uden tilskuere på stadion for at holde spredningen af coronavirus nede i Italien, der er det europæiske land, der er hårdest ramt af virussen.

Næste tiltag kan være helt at indstille kampene i ligaen.

Det mener den italienske spillerforening, sportsminister Vincenzo Spadafora og nu også udenrigsminister Luigi Di Maio.

Sidstnævnte mener, at alle sportsarrangementer skal indstilles.

»Der er foranstaltninger, der kræver maksimalt ansvar, og det siger jeg til hele fodboldverdenen. Jeg støtter minister Spadafora, der i øjeblikket forsøger at overbevise hele fodboldverdenen om, at der overhovedet ikke skal spilles,« siger han til Tuttomercato ifølge Football Italia.

»Hvis spillere bærer smitten, kan de sprede den til andre spillere, som smitter yderligere personer,« tilføjer han.

I weekenden blev kampene i Serie A spillet for tomme tribuner, men kort før kickoff i opgøret mellem Parma og SPAL, blev kampen pludselig udskudt.

I første omgang var der forvirring om, hvorvidt kampen skulle aflyses efter sportsministerens udmelding, men opgøret blev en time senere sat i gang.

Italiens sportsminister Vincenzo Spadafora mener ivørigt også, at Serie A's ledelse ikke udviser ansvarlighed.

»Kampene blev spillet, fordi Serie A og præsidenten Paolo Dal Pino er uansvarlig. Vi beder alle italienere om at blive hjemme. Fodboldverdenen virker til at være immun over for regler og ofringer,« siger ministeren.

Tirsdag afholder forbundet bag Serie A et krisemøde, hvor det kan blive besluttet at indstille sæsonen.

Ligesom i Italien blev alle weekendens kampe i Superligaen spillet for tomme tribuner.