I mandagens tredje og og sidste afsnit af DR-dokumentaren om fodboldlandsholdet 'Vi er landsholdet - fra drenge til mænd' ser man landstræner Åge Hareide bande og svovle over landsholdsprofilen Riza Durmisi. Og her finder man nok også årsagen til, at backen blev pillet ud af landsholdets start-11'er.

Real Betis-spilleren Riza Durmisi var længe førstevalget på back-positionen på landsholdet. Men det ændrede sig før Polen-kampen i Parken, hvor Danmark vandt 4-0.

Og en del af årsagen til, at Durmisi blev bænket, så man måske i tredje afsnit af DRs dokumentar, der blev sendt mandag aften.

Op til den vigtige kamp mod Polen analyserer landstræner Åge Hareide og assistenttræner Jon Dahl Tomasson nemlig Polen og Danmarks første opgør i VM-kvalifikationen fra 2016 ved at studere optagelser fra kampen.

Og pludselig beder Åge Hareide om at få stoppet videoen og rejser sig op.

»Hvad helvede laver Riza der?! Er han helt blind eller hvad?!,« spørger landstræneren på norsk.

Åge Hareide er tilsyneladende ikke glad for Riza Durmisis tilbageløb under en situation i kampen, der i øvrigt endte med en 3-2-sejr til Polen.

»Se det lige! Det er sgu ikke til at vide, hvad han tænker på. Han kan jo se ham hele vejen. Han skal ind at stå her,« skælder landstræneren ud på Durmisi og tilføjer:

»Der er en ting, som gør mig urolig ved polakkerne. De vil spekulere på hans(Riza Durmisi red.) højde. Vi har ikke en spiller på den position, der er høj nok.«

Inden Danmark mødte Polen på hjemmebane, havde Riza Durmisi spillet samtlige minutter at VM-kvalifikationen. Efter mødet mellem Jon Dahl Tomasson og Åge Hareide, hvor de havde analyseret spillet, blev Durmisi fortalt af landstræneren, at han ikke ville starte inde i den efterfølgende kamp.

I stedet blev Jens Stryger Larsen sat ind på Durmisis position, og den nuværende Udinese-spiller har siden imponeret.

Også i play-off-kampene mod Irland var Jens Stryger Larsen førstevalget, men her sad Durmisi dog ude med en skade.

I dokumentaren bliver Durmisi desuden spurgt om, hvordan han har det med at være blevet slået af sin ellers så sikre startplads.

»Stryger har gjort det godt. Det er også derfor, han spiller. Jeg tror, at hvis jeg selv havde været 100 procent klar, så havde jeg spillet. Men jeg ved også, at Åge spiller med de bedste. Og lige nu er Stryger den bedste. Det er et 'fact',« siger den 23-årige Betis-back.

Danmark kvalificerede sig efter play-off-kampene mod Irland til VM i Rusland i 2018 - 1. december trækkes der lod til VM-grupperne.