Den indledende rapport om flystyrtet, der førte til Emiliano Salas død, sætter spørgsmålstegn ved pilotens ret til at flyve fodboldspilleren fra Nantes til Cardiff.

Rapporten, der er udarbejdet af den britiske flyhavarikommission, Air Accident Investigation Branch (AAIB), stiller mange spørgsmål og opridser reglerne for lovligheden af flyturen, der endte fatalt.

Men det synes endnu for tidligt at konkludere, om flyturen var i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Flyet var indregistreret i USA og var ikke godkendt af myndighederne til kommerciel brug mellem to europæiske lande.

Flyvraget blev fundet i starten af februar.
Flyvraget blev fundet i starten af februar. HANDOUT

Det skal dog stadig undersøges, om flyvetyren kunne klassificeres som en privatflyvning, hvor udgifterne blev delt. Hvis det var tilfældet, så gælder bestemmelserne om kommerciel flyvning ikke.

Flyet styrtede ned i Den Engelske Kanal 21. januar på vej fra Nantes til Cardiff med Emiliano Sala og piloten David Ibbotson om bord.

Det var først 8. februar, at et eftersøgningshold fandt fodboldspillerens lig. Flyets 59-årige pilot er stadig savnet.

Cardiff havde to dage før flyets forsvinden købt den argentinske fodboldspiller, der med 12 mål var den tredjemest scorende spiller i den bedste franske række, i den største transfer i Cardiffs historie.

/ritzau/