Europe League-opgøret mellem Slavia Prag og Glasgow Rangers har fået et virkelig grimt efterspil.

En hadsk stemning i kampen førte til et kraniebrud, og den danske spiller Alexander Bah fortalte også om knytnæveslag efter kampen og spillere, der opsøgte hinanden i omklædningsrummet.

Ud af flere slemme situationer har især episoden, hvor Rangers' finske landsholdsspiller Glen Kamara følte sig udsat for en racistisk kommentar af Slavia Prags Ondrej Kúdela, været i fokus.

Sent fredag har Glen Kamara gennem sin advokat udsendt en meddelelse under overskriften 'nok er nok', hvor han redegør for, hvad der fik ham til at flippe ud.

Steven Gerrard var klar til at forlade banen før tid.
Steven Gerrard var klar til at forlade banen før tid. Andrew Milligan / POOL

»Der skal ikke være plads til hverken racisme eller nogen former for fordomme i fodbold. Siden sommer har mange af os knælet i solidaritet med dem, der har mistet deres liv som følge af racistisk vold. Hvis Uefa virkelig vil vise racisme det røde kort, er det på tide at stoppe tokenismen og føre en nultolerancepolitik,« lyder det fra Glen Kamara, der har dette udsagn om, hvad Ondrej Kúdela hviskede ham i øret.

»I løbet af gårsdagens kamp mod Slavia Prag skændtes Kúdela med en Rangers-spiller, og efter jeg prøvede at blande mig, bad han mig om at holde kæft, hvorefter han sagde: 'et øjeblik, min ven'.«

»Han kom så over til mig og holdt sig for munden, mens han lænede sig ind mod mit øre og sagde: 'du er en fucking abe. Det ved du, at du er.'«

Ondrej Kúdela har ifølge Glen Kamara siden udtrykt, at han sagde ordene: 'du er en fucking fyr', men det er en lodret løgn, siger Glen Kamara.

Glasgow Rangers' manager, Steven Gerrard, forklarede efter kampen, at han var klar til at forlade banen, mens kampen var i gang, da episoden udspillede sig, men det ønskede hans spillere ikke.

Slavia Prag gik videre fra runden og er klar til at møde Arsenal i kvartfinalen af Europa League.