Thomas Thomasberg har ikke smittet nogle af sine spillere med coronavirus, viser testrunder i Randers FC.

Randers FC har undgået et udbrud af coronavirus i truppen, selv om cheftræner Thomas Thomasberg mandag blev konstateret smittet.

Alle spillere er efterfølgende blevet testet både tirsdag og torsdag, og samtlige prøver er kommet tilbage som negative.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside torsdag aften.

Dermed er hele truppen altså klar til søndagens kamp ude mod Lyngby i Superligaen.

Thomas Thomasberg vil dog ikke være at finde på sidelinjen. Han ser med hjemmefra. I stedet kommer assistenttræner Rasmus Bertelsen til at holde dirigentstokken.

Randers jagter sin tredje sejr i træk i landets bedste række. I de seneste to opgør er det blevet til tre point mod både FC København og OB. Kronjyderne ligger nummer otte i tabellen med 13 point.

/ritzau/