Når Randers tager imod AGF til lokalbrag søndag, er det Superligaens nummer tre, der gæster nummer fire.

Allerede nogle dage inden bager Randers-træner Thomas Thomasberg op til rivalopgøret.

»Vi plejer at have taget på dem i de indbyrdes kampe, og selv om det ikke dermed betyder, at vi også automatisk har det på søndag, er det fedt at have med,« siger Randers-træneren til Tipsbladet, og han er ikke for fin til at sende en stikpille i retning af sine aarhusianske konkurrenter:

»Det giver noget ekstra med dem, der er flyttet, senest Nicolai Poulsen (som skiftede fra Randers til AGF i sommer, red.), og jeg kan love for, at Jacob Nielsen og 'PC' (Peter Christiansen og Jacob Nielsen er henholdsvis sportschef og direktør i AGF, red.) er indebrændte og meget gerne vil se en reaktion på banen.«

Randers FC fejrer sejren i superligakampen mellem AGF og Randers FC på Ceres Park i Aarhus søndag den 4. november 2018. Her vandt holdet 2-0.
Randers FC fejrer sejren i superligakampen mellem AGF og Randers FC på Ceres Park i Aarhus søndag den 4. november 2018. Her vandt holdet 2-0. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er noget uvant, at de to hold ligger så højt i tabellen, og det gør kun det i forvejen betændte opgør mere spændende.

AGF har ikke vundet en eneste af de seneste 10 kampe mod Randers. Men til gengæld er aarhusianerne Superligaens mest formstærke hold med seks sejre i træk.

Randers har også været velspillende på det seneste med fire sejre i streg.

Derfor er der lagt op til et spændende derby. Især fordi midtbanespilleren Nicolai Poulsen tog 'det forbudte skift' i sommer, hvilket tilføjer endnu mere til rivaliseringen mellem de to klubber.

»Nicolai var vigtig for os i mange år og en dygtig spiller, og så er vi ikke så glade for den måde, han kom af sted på. Jeg styrer selvfølgelig ikke, hvordan publikum reagerer, men sad jeg derude, kunne jeg da godt finde på at buhe en gang eller to,« siger Thomas Thomasberg på uvanlig, ikke-pragmatisk trænermanér.

»Jeg kender Nicolai så godt, at jeg ved, han kan håndtere det. Han har en stærk karakter med den modgang, han har haft i sin karriere. Det hærder, at man ikke altid har stået forrest i køen.«

Randers-AGF spilles søndag klokken 16.

Runden byder blandt andet også på Brøndby-FCK, der afvikles klokken 14 samme dag.