Midtbanespilleren Nicolai Poulsen håber, at Randers kan komme i gang på udebane, hvor det hidtil har knebet.

Randers. Randers FC er ganske godt kørende på hjemmebane, hvor det lørdag eftermiddag blev til en 2-0-sejr over Vendsyssel FF.

Sejren betyder, at Randers kan bryste sig af at være Superligaens næstbedste hjemmehold, men statistikkerne er lidt mørkere, når det kommer til Randers præstationer på udebane.

Her er man således ligaens dårligste hold, og det er noget, midtbanespilleren Nicolai Poulsen håber at få vendt.

- Vi skal selvfølgelig have vendt udebanestatistikken. Jeg håber, at det er de små marginaler, som ikke er gået vores vej på udebane. Det kan vi selv sørge for at lave om på, når vi tager til Vejle i næste runde, siger Nicolai Poulsen.

Randers-træner Thomas Thomasberg er også opmærksom på, at det skal blive bedre på udebane.

- De fleste hold er bedre på hjemmebane, og vi ved godt, at det er der, vi skal hente de fleste point. Det er dog klart, at vi skal til at have sejre på udebane, og det har vi chancen for mod Vejle i næste runde.

- De sidste par gange har vi mødt nogle af dem, hvor det er svært at vinde, lige meget hvilket hold man er. Men vi skal bevise, at vi kan vinde på udebane, siger Thomas Thomasberg.

Ifølge Randers-træneren skyldes den dårlige udebanestatistik, at Randers lukker for mange mål ind på udebane.

Thomas Thomasberg er dog glad for præstationen mod Vendsyssel.

- Der er altid ting, som man kunne have gjort bedre, men helhedsindtrykket er fint, specielt når vi får en vigtig sejr, og vi formår at spille til nul. Det skal vi gøre i næste runde mod Vejle også, siger Thomas Thomasberg.

/ritzau/