Den høje offensivspiller kommer i første omgang ikke med i Randers FCs kamp søndag mod Brøndby.

Jonas Borring kommer ikke med i den kommende tid for Randers FC.

Fodboldklubben har givet kantspilleren fri fra træning på ubestemt tid af personlige årsager.

»Vi er selvfølgelig kede af, at Jonas ikke er en del af træningen i øjeblikket, men vi har også stor forståelse for hans situation, og at han lige nu har brug for noget fred og ro.«

»Det håber vi derfor, at folk vil respektere i den kommende tid,« siger Randers FC's sportschef, Ole Nielsen, til klubbens hjemmeside.

I første omgang betyder Jonas Borrings fravær, at han ikke er aktuel til Randers' kamp på søndag i Brøndby i Alka Superligaen.

31-årige Jonas Borring har fået spilletid i 19 af Randers FC's 20 ligakampe i denne sæson.

Fra 2008 til 2009 opnåede han seks A-landskampe for Danmark.

/ritzau/