Det går Nicolai Poulsen på, at hans manglende kontraktforlængelse med Randers FC fratog ham anførerbindet.

Randers FC spillede søndag en flot kamp mod FCK, men måtte alligevel gå fra banen med et 0-2-nederlag.

Hjemmeholdet skabte flere pæne chancer, men formåede ikke at omsætte dem til mål.

Nicolai Poulsen spillede den første time på den centrale midtbane for Randers, men for anden kamp i træk var det uden det anførerbind, som ellers har siddet ganske sikkert på hans arm siden i sommer.

Det ærgrer Nicolai Poulsen, som har nydt tiden som anfører.

- Jeg er træt af ikke at være anfører. Det går mig på. Jeg har været glad for det, og jeg havde gjort mig fortjent til det. Vores træner har vurderet, at det er bedst for holdet at give Erik Marxen bindet, siger Nicolai Poulsen.

Beslutningen blev truffet efter en vinterpause, hvor Randers og Nicolai Poulsen ikke kunne blive enige om en forlængelse af den eksisterende aftale.

Nicolai Poulsen blev i samme periode kædet kraftigt sammen med AGF. Han afviser selv at have talt med AGF, men erkender, at det har været en stressende periode.

- Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det har været en turbulent tid. Der har været skrevet meget, og jeg er blevet konfronteret med det ofte.

Alligevel føler den nu tidligere anfører ikke, at det har påvirket hans præstationer på banen.

- Jeg synes ikke, at jeg har ladet mig gå på af det. Jeg har ladet fødderne tale.

For Randers-træner Thomas Thomasberg var det helt oplagt at skifte anfører, efter at Nicolai Poulsen ikke bandt sig til klubben ud over kontraktperioden.

- Den anfører, som vi har i klubben, skal også være her på længere sigt. Vi kunne ikke blive enige med Nicolai om en forlængelse, og derfor skulle han ikke være anfører mere, siger Thomas Thomasberg.

/ritzau/