Randers FC har forlænget aftalen med angriberen Marvin Egho frem til sommeren 2024. Det oplyser fodboldklubben søndag på sin hjemmeside.

Søren Pedersen, sportslig og kommerciel direktør i Randers, kalder Egho en vigtig spiller for holdet.

- Han er kommet stærkt tilbage efter en skadesperiode og har været fantastisk spillende i foråret, hvor der er blevet trukket store veksler på ham i angrebet.

- Han har leveret virkelig flotte præstationer, som vi glæder os til at bygge videre på. Derudover er han en utrolig god fyr at have i omklædningsrummet, siger Søren Pedersen.

For tre år siden hentede superligaklubben Egho hos det slovakiske hold Spartak Trnava.

Egho, der stod til at have kontraktudløb efter indeværende sæson, har i denne sæson været med til at hente den danske pokaltitel.

- Marvin har med to mål i såvel kvart- som semifinalerne været en afgørende faktor for, at vi nåede i pokalfinalen.

- Han har sprudlet af selvtillid og har som altid også arbejdet stenhårdt for holdet og været en vigtig spiller i begge ender.

- Derfor er det dejligt at se, at han har genfundet målformen i foråret, og det fortsætter forhåbentlig i den kommende sæson, siger Søren Pedersen.

Med pokaltitlen er Randers som minimum sikret deltagelse i gruppespillet i Conference League, og det har gjort beslutningen nemmere for Egho.

- Jeg har det virkelig godt i Randers, hvor vi har et fantastisk fællesskab, og holdet lige nu præsterer virkelig godt. Det var stort at vinde pokalfinalen for ikke så længe siden, og jeg nyder at spille fodbold i klubben.

- Vi går en spændende sæson i møde, og jeg glæder mig til endnu flere oplevelser i ligaen og nu også i Europa, siger Marvin Egho.

27-årige Marvin Egho har spillet 98 kampe og scoret 24 mål for Randers.

/ritzau/