Thomas Thomasberg stillede med en række reserver, og det var måske medvirkende til Randers FC's pokalnederlag.

Kolding. Det blev en ydmygelse for fodboldklubben Randers FC, da klubben tirsdag aften var på besøg hos Kolding IF i tredje runde af pokalturneringen, Sydbank Pokalen.

Superligaklubben endte med at tabe 1-2 efter forlænget spilletid til hjemmeholdet, der spiller i 2. division.

Randers FC kom endda foran 1-0 og spillede en time i overtal efter en udvisning til Kolding IF.

- Det er aldrig rart at ryge ud. Vi førte og var en mand i overtal, og så blev det en fiasko, for det skulle vi kunne have klaret os igennem, siger Randers FC's træner, Thomas Thomasberg, til Randers Amtsavis.

Træneren påtager sig i store træk ansvaret for nederlaget. Blandt andet fordi han gav mange reserver spilletid i kampen.

- Vi stiller op med mange reserver, og vi skifter også ud undervejs, hvor vi tager et par sikre kort ud, og erstatter med nogle unge.

- Det er på ingen måde deres skyld, men det kan godt give lidt uro og mangel på erfaring i de tilspidsede situationer. Den må jeg tage på min kappe, siger Thomas Thomasberg.

Han mener, at Randers FC havde rigeligt med chancer til at afgøre kampen, inden det altså endte med et overraskende nederlag.

/ritzau/